Bliv Frivillig

Vores styrke er de frivillige

Kanal Roskilde er drevet af frivillige kræfter. Det er folk som har lyst til at eksperimentere med at lave tv. Der er nogle som bedst kan lide at arbejde som journalister – andre slæber rundt på kameraerne som var det deres børn – og nogle sørger for at lyden bliver perfekt under optagelserne.

Historierne kan tage udgangspunkt i mange ting, fx en begivenhed, et tema eller en personlig historie. Fælles for dem er, at historierne behandles på et redaktionsmøde. Her mødes alle interesserede for at brainstorme på hvordan historien bedst formidles. Research, aftaler og logistik er blot nogle af de ting, der skal tænkes på inden optagelserne starter.

Bestyrelsen og vores medarbejdere er altid parat til at hjælpe nye frivillige i gang – og nye frivillige har vi altid brug for!

Er du den vi leder efter?

Har du lyst til at være frivillig journalist/reporter, studievært, fotograf, redigeringstekniker eller hjælpe med hjemmeside og it?

Så er det dig vi mangler!

  • Er du nysgerrig efter at lære mere om TV produktion?
  • Er du klar til at starte i dag?
  • Har du altid gerne ville lave tv, men ikke vist hvordan du kom i gang?

Så kontakt os – vi sørger for den nødvendige oplæring.

Generelt om at arbejde på Kanal Roskilde

Til alle job-funktioner forventer vi, at du:

  • er god til at samarbejde
  • har et godt humør
  • kan repræsentere Kanal Roskilde på bedste vis.
  • kan afsætte tid til at deltage i Kanal Roskildes produktioner jævnligt.

Nedenfor er en oversigt over nogle af de forskellige frivillige roller til TV produktion. Hvilken passer bedst til dig?

Journalist/Reporter
Til vores mange nuværende udsendelser søger vi journalister, som er villige til at finde den gode historie og fortælle den – enkelt og forståeligt – til seerne. Man researcher og planlægger historien i samarbejde med en af vores redaktører. Gennemfører selve interviewet ude i marken sammen med en fotograf. Forredigerer indslaget og endelig arbejder journalisten sammen med redigeringsteknikeren om at få klippet det færdige indslag. Kendskab til lokalområdet er en klar fordel,  men ikke en forudsætning!

Studievært
Til at præsentere Kanal Roskildes udsendelser har vi brug for frivillige, der har en lille studievært drøm gemt i sig. Drømmer du om at være vært for dit eget nyhedsprogram eller musik- og filmanmeldelser, så har du her chancen! Vi har brug for mange forskellige værter, der dog har et til fælles: Udstråling! Desuden kan flair for interview-teknik være en fordel. Som studievært er man selv med til at skrive og tilrettelægge manuskripterne, så jobbet indebærer en del forberedelse. Har du allerede en ide til et program, hvor du vil være vært, så skriv til os, så vi kan udvikle ideen sammen.

Fotograf

Som frivillig fotograf på Kanal Roskilde vil du hurtigt blive involveret i optagelse af vores produktioner. Du er interesseret i fototeknik og er parat til at lære at bruge et professionelt videokamera. Du har også tålmodighed til at få de gode billeder med hjem. Det er en enestående mulighed for at få erfaring med et kamera og opbygge den nødvendige fortrolighed med kameraet, som kendetegner en god fotograf. Ofte vil du også kunne redigere optagelserne.

Redigering
Hvad enten indslaget skal være 10 sek. langt eller der er tale om en times orientering skal indslaget klippes sammen. Redigeringsteknikeren arbejder tæt sammen med journalisten, så de kan klippe det perfekte indslag. På Kanal Roskilde bruger vi redigeringsprogrammet Adobe Premiere Pro.

Send os en mail på info@kanalroskilde.dk hvis du har en god ide eller er interesseret i at lave frivilligt arbejde på Kanal Roskilde. Du kan også kontakte os på telefonnummer 93 87 78 40. Stationen er bemandet tirsdag og torsdag fra kl. 10 til 15.